Disse
bogbeskrivelser er et særtryk af 22. kapitel i Ina
Crawfords bog »En indføring i mysterierne« |
Resume over bøger,
udgivet af Lucis Press
Dette kapitel består af
uddrag fra Thirty Years Work, som er udgivet af
Lucis Press Ltd (Lucis Trust).
Det indeholder et sammendrag af indholdet i hver af Alice A.
Baileys bøger. Titlerne på de bøger som Alice Bailey selv har
skrevet, er markeret med *. Resten er dikteret af Tibetaneren,
mesteren Djwhal Khul. De sidste to bøger er skrevet af Foster
Bailey, Alice Baileys mand. |
En ufuldendt selvbiografi (The Unfinished Autobiography)*
Fra sin konservative engelske
baggrund førte Alice Baileys liv hende i mange retninger, men
hele tiden i én retning - hen imod det tidspunkt, da hun efter
mange forskellige drastiske personlige oplevelser var nået til
en syntese af indsigt og forståelse og en fast overbevisning om,
at ét guddommeligt liv gennemtrænger og beliver hele
menneskeheden, at planen for mennesket beror på samhørighed og
tjeneste fra skolede og pålidelige mennesker som har en
intelligent forståelse af verdens anliggender og som kan
samarbejde med dem, som udgør det åndelige Hierarki, planetens
indre styre. Hendes livsarbejde blev en integreret del af denne
syntese og dens virkeliggørelse. Uden på nogen måde at miste
noget af sine meget menneskelige egenskaber eller sit engagement,
påtog hendes sjæl sig forpligtelsen over for mesteren og hendes
personlighed opfyldte til fulde samarbejdet inden for den
accepterede tjeneste.
Grundlæggende fungerede hendes arbejde som en dualitet - hendes
tjeneste som discipel af hendes egen mester, Koot Humi, der
indbefattede oprettelsen af Arkanskolen, og hendes, til at
begynde med, modstræbende accept af arbejdet med Tibetaneren,
mesteren Djwhal Khul, som bestod i at skrive en række bøger der
fremlagde det næste stadium i udbredelsen af den tidløse
visdoms lære for nutiden og den umiddelbare fremtid.
Dette samarbejde med den tibetanske mester blev påbegyndt i 1919.
I sin indledning til En afhandling om Kosmisk Ild
skriver Foster Bailey: »Beretningen om Alice Baileys mangeårige
telepatiske arbejde med Tibetaneren bringes i hendes Ufuldendte
Selvbiografi som blev udgivet i 1951. Den fortæller om
omstændighederne i forbindelse med hendes første kontakt med
ham på det fysiske plan, der fandt sted i Californien i november
1919. Der blev planlagt 30 års arbejde. Da dette var
tilendebragt og inden for 30 dage efter denne periode (i december
1949) blev Alice Bailey befriet for det fysiske legemes begrænsninger.« |
The
Consciousness of the Atom*
Syv foredrag af Alice Bailey
bringes samlet i denne bog der indeholder syv afsnit med
overskrifterne:
- Evolutionen
- Substansens evolution
- Formens evolution eller
gruppeevolution
- Mennesket, tænkerens
evolution
- Bevidsthedens evolution
- Evolutionens mål
- Kosmisk evolution
I disse afsnit behandles den
videnskabelige forbindelse mellem stof og bevidsthed efterhånden
som evolutionen progressivt påvirker den atomare substans i alle
former, subjektive og objektive. Formålet med foredragene var at
fremlægge »videnskabens vidnesbyrd« om dette forhold og at »gøre
det muligt for tilhørerne at observere den identiske
manifestation af disse sammenhænge.« I dette århundrede er der
sket store fremskridt inden for atomvidenskaben og i menneskets
viden om universets struktur, menneskets konstitution og
forholdet mellem disse to faktorer.
Kristi ord og lære citeres for at befæste den ufravigelige
forbindelse mellem guddommens videnskabelige og filosofiske eller
religiøse aspekter. Hvert guddommeligt princip kan udtrykkes i
benævnelser som relaterer til et hvilket som helst menneskeligt
attribut eller aktivitet. Det er syntesen af livet i formen.
|
Nationernes
skæbne (The Destiny of the Nations)
Verdens problemer bliver
stadig mere komplekse efterhånden som verdens befolkningstal øges,
og nationerne bliver indbyrdes forbundet og afhængige af
hinanden. Det er vigtigt for menneskeslægtens fremtid at vi
forstår og samarbejder med de åndelige love og kræfter der gør
sig gældende i civilisationens sammenvævede struktur, så de
enkelte dele - menneskeligt og nationalt - kan relateres til
helheden på rette måde.
Ligesom mennesket, påvirkes en nation af de energier som udstrømmer
fra solare og kosmiske kilder. Forskellige nationer er mere
modtagelige for visse energier end for andre og, idet de styres
af den nationale bevidstheds udvikling, er deres skæbne i
bogstavelig forstand baseret på de egenskaber og principper som
den specifikke stråleenergi udtrykker gennem den nationale sjæl.
I denne bog bliver de stråleenergier som påvirker visse
nationer, verdensgrupperinger og store byer analyseret ud fra en
betragtning af deres betydning og formål samt fremkomsten af de ideer,
som relaterer til de energiindflydelser som er herskende ved en
tidsalders begyndelse og afslutning. |
Discipelskab
i den nye tidsalder, bind I (Discipleship in the New Age - Vol. I)
Hvor mange vordende disciple
er overbeviste om, at de er værdige til at modtage direkte
undervisning fra en visdommens mester? Hvor få magter at
underkaste sig den intense påvirkning ved denne erfaring og
drage nytte af den tilbudte lejlighed! Disse to bind af Discipelskab
i den nye tidsalder indeholder en række personlige
instruktioner, som er givet til en lille gruppe elever gennem en
periode på 15 år, med tilhørende undervisning i forskellige
emner.
Da gruppens arbejde var endeligt afsluttet, gav den tibetanske
mester udtryk for, at skønt hans plan om oprettelse af gruppen
med henblik på ashramisk skoling var slået fejl, ville
instruktionerne og undervisningen som denne gruppe havde modtaget
vise sig at være af stor og varig værdi for et voksende antal
aspiranter til discipelskab, og visse betydningsfulde begreber
blev forankret i menneskers bevidsthed gennem gruppekanalen, især
den vigtige kendsgerning om Kristi tilsynekomst. Efterhånden som
samspillet mellem Hierarkiet og menneskeheden styrkes, vil mange
unge disciple, som nærmer sig en ashrams periferi, drage nytte
af de erfaringer som var gjort af denne gruppe der var samlet for
at blive skolet af Tibetaneren, og af den omhyggelige vejledning
og åndelige stimulering som blev tilgængelig for dem.
I første del af bind I af Discipelskab i den nye
tidsalder belyses samspillet mellem forudsætningerne
for gennemførelse af Hierarkiets plan og discipelgruppernes
tjeneste. »Discipelskabets seks stadier« i bogens slutning
viser forløbet af bevidsthedens vækst hen imod en ashrams
center på en så tydelig måde, at kun en person der er
indhyllet i blændværk kan undgå at erkende sin plads og sin
mulighed.
Mellem disse to afsnit i bogen gives undervisning og vejledende
vink samt personlige instruktioner til hver enkelt af 41 disciple
og ansøgere til discipelskab. I disse direkte og klart
formulerede bemærkninger kan enhver oprigtig aspirant finde
forståelse for sin egen situation og sit behov, undertiden i
drastiske vendinger, gennem en visdommens mesters dybe åndelige
indsigt, viden og kærlighed. |
Discipelskab i den nye tidsalder, bind II (Discipleship in the New Age - Vol. II)
Dette andet bind indeholder
den lære som blev givet mellem årene 1940 og 1949 efter at
gruppen var blevet reduceret og reorganiseret til én gruppe, »den
nye sædgruppe«.
Et af hovedformålene med denne nye sædgruppe var at »forankre«
nogle af principperne og sædtankerne for den nye civilisation i
Vandbærerens tidsalder, og desuden at danne en integreret gruppe
af skolede hierarkiske medarbejdere, som formåede at etablere
det nødvendige samarbejde med de aktiviteter som Hierarkiet iværksatte
for at frugtbargøre og forberede den menneskelige bevidsthed på
den umiddelbare fremtids vældige stimulering. I denne bog dækker
de personlige instruktioner derfor en kortere periode med kun 22
i gruppen.
To aspekter af disciplens liv fremhæves som yderst
betydningsfulde faktorer i den praktiske træning: meditation og
indvielse. Meditation forklares ikke kun som den enkeltes tilnærmelse
til sjælen og gruppens til mesteren, men som Verdens Herres
skabende arbejde, hvorved alt bliver til.
Læren om indvielse får også en særdeles praktisk fremstilling
som »livets kendsgerninger« der må forstås og anvendes. Den
glamourøse opfattelse af indvielse som en belønning for en god,
disciplineret livsform, opløser sig i lyset af virkeligheden. Ej
heller har indvielse for disciplen noget at gøre med de interne,
organisatoriske »indvielser« som er særegne for mange okkulte
ordener og grupper, der er meningsløse undtagen i organisatorisk
sammenhæng.
Indvielse er for en discipel resultatet af en bevidst ekspansion
til »en større og større helhed« - en progressiv udvidelse af
den virkelige bevidsthedsstrøm i vort planetariske liv. Disse
bevidsthedsudvidelser ledsages af en række åbenbaringer, og i
dette bind af Discipelskab i den nye tidsalder
behandles fem former for åbenbaring med symbolske vink og
forklaringer som fører til en korrekt fortolkning. |
Undervisning
i den nye tidsalder (Education in the New Age)
I Alice Baileys og
Tibetanerens bøger er undervisning et af de specielle emner, der
tillægges særlig stor betydning. I dag er vi gået bort fra
tendensen til kun at forbinde »undervisning« med oplysning til
de unge og med akademiske anliggender. Undervisning er, eller
burde være, en kontinuerlig proces fra fødsel til død, der
ikke så meget beskæftiger sig med erhvervelse af kundskaber som
med udvidelse af bevidstheden. Viden i sig selv er en blindgyde,
medmindre den relateres til miljø, socialt ansvar, historiske
tendenser, livsbetingelser for mennesker og verden og, frem for
alt, med den udvidelse af bevidstheden som bringer uendeligheden
i et ukendt univers inden for det begrænsede menneskesinds rækkevidde.
Som en forenkling kan vi sige, at undervisning er en vedvarende
proces som lærer os hvordan vi kan forene de menneskelige og
guddommelige aspekter i menneskets konstitution, skabe de rette
forhold mellem Gud og mennesker, ånd og stof, helheden og delen.
Hvis dette er undervisning i vid betydning, er den mere speciel
og mere koncentreret når det drejer sig om at undervise børn.
Denne bog er derfor koncentreret og speciel. Mens den påpeger nødvendigheden
af helhed - udvikling af hele personen, ånd, sjæl og legeme til
en integreret enhed, og en accept af det planetariske hele som et
område for personlig erfaring og ansvarsfølelse - giver den en
særlig omtale af det undervisningsmæssige behov for et barn i
dag. De fejl og mangler som findes i det nuværende
undervisningssystem i mange dele af verden opregnes, og der
bringes forslag til fremtidige undervisningsmetoder. |
Hierarkiets fremtræden (The Externalisation of the
Hierarchy)
Spørgsmålet om menneskets
fri vilje har altid været et diskussionsemne blandt mennesker.
Fatalisten resignerer automatisk over for hvad der end vederfares
ham, idet han ikke gør sig klart, at årsagen kan ligge i hans
egne handlinger - eller mangel på samme.
Hans kristne modstykke er tilbøjelig til at acceptere sin skæbne
som et udslag af Guds vilje, som han ikke har indflydelse på.
Som deres modsætning står den oprørske uafhængige, som er
besluttet på at hævde sin ret til fri, viljesbestemt handling.
Denne bogs store værdi ligger blandt andet i dens påvisning af
i hvor høj grad Hierarkiet og andre centre for planetens liv er
afhængige af menneskets uforudsigelige og ofte uansvarlige fri
vilje. I årene der førte op til den anden verdenskrigs udbrud,
blev enhver gunstig lejlighed og enhver mulig åndelig
stimulering tilbudt menneskeheden i en bestræbelse på at undgå
at konflikten brød ud på det fysiske plan. Hierarkiet
appellerede til disciple og aspiranter til discipelskab om at
intensivere deres anstrengelser for at finde egnede ledere som
kan angive retningslinjerne for menneskers tænkning og
beslutninger. Alle var imidlertid frit stillet med hensyn til
deres egen udfoldelse. Ifølge loven kunne Hierarkiet - selv ved
farepunktet - ikke gribe ind i menneskets fri vilje og diktere
eller påbyde en handlingsplan som var baseret på deres egen
grundfæstede viden og langt dybere indsigt.
Mange af de åndelige faktorer som kendetegner menneskehedens
historie fra 1919 til 1949 fremlægges i denne bog. Energierne
som virker bag verdens scene behandles, og identiteten af visse
store væsener, som er magnetisk tiltrukket i tjeneste for denne
planet på et afgørende tidspunkt i evolutionen af vort
planetariske liv, åbenbares.
Disse faktorer bidrager til vor forståelse af de indbyrdes
forbundne energimønstre i universet som virker efter loven. Men
i alt væsentligt giver de esoterikeren viden om tilgængelige
energistrømme, som responderer på planetarisk hensigt og plan,
der kan kontaktes og udnyttes bevidst og intelligent, især af
dem i hvem den selviske, selvcentrerede vilje er transcenderet, så
den åndelige vilje kan finde mere passende udtryk. Nogle af
disse energifaktorer fremtræder særligt klart i de specielle »budskaber«
som er givet over en mangeårig periode ved tidspunkterne for Påskefesten,
Wesakfesten og Kristusfesten.
Mange aspekter af Hierarkiets arbejde, tanker og planlægning
belyses i disse budskaber, hvor den hierarkiske effekt kan ses i
den planetariske evolution og indvielse og dens genspejling i
menneskeheden. Dette nåede et klimaks på tidspunktet for de tre
fester i 1945, da en betydningsfuld beslutning blev taget som,
blandt andet, vil medføre Hierarkiets eksternalisering og Kristi
tilsynekomst.
Det sidste afsnit i bogen behandler »stadier i Hierarkiets
fremtræden«. Det er ofte svært for menneskelig tænkning at
forestille sig de problemer som møder dem der er befriet for
formens begrænsning. Det er endnu vanskeligere at forestille sig
virkningerne - hos dem der på denne måde er befriet - af et
frit valg til atter at påtage sig denne begrænsning. |
Fra Betlehem til Golgata (From
Bethlehem to Calvary)*
I sit forord til denne bog
siger forfatteren: »Den bevidste fremkaldelse af kristuslivet i
menneskets hjerte og vor hurtige integration i gudsriget er de
opgaver som ligger umiddelbart foran os, idet de konkretiserer
vort ansvar, vore muligheder og vor skæbne«.
De fem bevidsthedsudvidelser som indeholdes i denne integration
og fremkaldelse skildres her som analoge med de fem højdepunkter
i mesteren Jesus' liv i Palæstina. Det er de fem indvielser der
kendes som fødslen, dåben, forklarelsen, korsfæstelsen,
opstandelsen og himmelfarten. Gennem disse fem stadier følger vi
mesteren på hans vej fra Betlehem til Golgata.
Dette er formodentlig en faktor af allerstørste værdi og hjælp
for aspiranten, idet den leder ham ind på vejen tilbage.
Mesteren Jesus' erfaringer, som omfatter korsfæstelsen, den
store forsagelse, afspejles i alle menneskers liv. Gennem det
guddommelige liv i os og efterhånden som kristusprincippet
udfoldes i vort hjerte og vor bevidsthed, betræder menneskesønnerne
korsets vej for til sidst at blive sjælsilluminerede gudesønner. |
Fra
intellekt til intuition (From Intellect to Intuition)*
I denne bog Fra
intellekt til intuition defineres intellektets udvikling,
selv om den er nødvendig, som et middel til en afslutning og et
skridt på vejen til et fuldstændigt vågent og aktivt mentalt
legeme.
Meditation defineres undertiden som »tænkning i hjertet«;
korrekt meditation sker kun, når hjertet og tænkning fungerer i
samklang. Forening af hjerte og tanke er en nødvendighed for at
kunne fremkalde intuitionen, eftersom den intuitive evne er
hjertets evne som vækkes af den mentale aktivitet i det
integrerede, trefoldige sind.
»Meditation i Østens betydning er ... en strengt mental proces,
der fører til sjælsviden og illumination. Det er en
kendsgerning i naturen at 'som et menneske tænker (i sit hjerte)
således er han'.« |
Blændværk
- et verdensproblem (Glamour: A World Problem)
Blændværk er naturligvis
resultatet af en negativ emotionel fokusering, ligesom illusion
er resultatet af en negativ eller uklar mental holdning som
ligger uden for den virkelighed der findes bag det ydre, hvorved
et menneske bliver offer for magtfulde, selvskabte tankeformer,
opbygget af personlighedens kræfter og selvinteresse.
Denne bog handler om de fejlopfattelser der findes på alle
niveauer af personlighedens liv - maya på det æteriske niveau,
blændværk på det emotionelle plan og illusion på det mentale
plan; summen af disse tre kommer til udtryk i personligheden, den
såkaldte tærskelens vogter.
Den korrekte fremgangsmåde som anvendes for at opløse verdens
blændværk og sprede verdensillusionen er tillempet moderne
psykologiske teknikker som accepteres og praktiseres til gavn for
den enkelte. En højere form for energi må tages i
anvendelse over for blokeringer. Det betyder i praksis,
at maya må elimineres gennem inspiration og idealisme på det
emotionelle plan, blændværk ved illumination dvs. indre
oplysning på det mentale plan, illusion gennem intuitionens lys,
en buddhisk energi, og tærskelens vogter må konfronteres med nærværelsens
engel, sjælen.
»Behovet for tjeneste af mænd og kvinder, der er fri for
illusion og blændværk, har aldrig været så bydende nødvendigt
som det er i dag, og det er for disse potentielle tjenere, som
kan imødegå nøden i verden, at jeg har skrevet.« |
Indvielse,
menneskelig og solar (Initiation, Human and Solar)
Denne bogs største værdi
ligger i, at den leder tanken hen mod en ny opfattelse af den
intense aktivitet der foregår på alle planetens bevidsthedsplan
for at skabe vækstbetingelser for evolutionen. Det arbejde som
udføres af det planetariske Hierarki og af nogle ansvarlige
medarbejdere inden for Hierarkiet, skitseres på en måde der
bringer dagliglivet i menneskers verden i centrum som et ydre
udtryk for mestrenes hensigt, som den udfoldes gennem deres
ashramer. Hierarkiets tre afdelinger danner vigtige planetariske
brændpunkter af kosmiske energistrømme, hver af dem præget af
hensigt og ansvarlig for et aspekt af Guds plan. Det indbyrdes
samspil mellem de mange riger og bevidsthedscentre afsløres som
en bevægelse hen imod den fuldstændige integration og
samordning med vor planetariske Logos i systemets helhed.
De detaljerede metoder ved indvielsesritualerne som her åbenbares,
stimulerer imaginationen, men stort set overlades den enkelte
aspirant der betræder vejen til discipelskab, til sine egne
indre åndelige ressourcer som de eneste midler hvorved
fremskridt og bevidsthedsudvidelse kan opnås. Det gør han i den
udstrækning, at han bliver sensitiv og modtagelig over for de
energier som styres og fremføres af Hierarkiet. |
Sjælens
lys (The Light of the Soul)
Der foreligger mange oversættelser
af Patanjalis Yoga Sutraer fra det oprindelige sanskrit. De er højt
værdsat, stærkt brugte og har vundet stor udbredelse blandt
mange mennesker overalt i verden og inden for alle religioner.
Sutraerne præges af en styrke og en tidløshed som er
karakteristisk for den nøjagtighed hvormed de præciserer den
dybe sandhed der ligger til grund for menneskets udvikling, fra
underkastelse til personlighedens indtrængende krav om sjælens
afklarede frihed.
Gennem århundreder har man anvendt mange forskellige træningsteknikker,
afhængig af den menneskelige bevidstheds tilstand og
udviklingstrin. Hver »yoga« har haft sin rette placering,
opfyldt sin funktion og er blevet en integreret del af menneskers
erfaringsverden.
I denne bog er tænkeevnen dvs. sindet igen kommet i forgrunden
som et redskab for sjælen og som nøglen til personlighedens
frigørelse.
Patanjalis Yoga Sutraer er baseret på raja yoga, »sjælens
kongelige videnskab«. »Gennem videnskaben om raja yoga vil
sindet blive kendt som sjælens redskab og det middel som oplyser
aspirantens hjerne og bringer ham viden om det, som vedrører sjælens
rige.« |
Breve
om okkult meditation (Letters on Occult Meditation)
Nutidens verden er splittet af
en kløft der sædvanligvis kaldes »kløften mellem øst og vest«,
men mere præcist burde benævnes »orient og occident«. Bag
disse kulturelle, traditionsbestemte, religiøse, ideologiske og
sociale mønstre kan man imidlertid nu se en tiltagende
udveksling af tanker og mental forståelse. Denne mentale forståelse
stimuleres af en øget tendens blandt vesterlændinge til at
praktisere videnskaben om meditation, der længe har været
anvendt i Østen som en væsentlig bestanddel af den religiøse
og åndelige erfaring. Nu til dags, efterhånden som vi bevæger
os ind i den mentalt orienterede Vandbærer-tidsalder, med stadig
flere mænd og kvinder som skifter fra en emotionel til en mental
indstilling, vinder videnskaben om meditation, som en træning af
tænkeevnen i koncentration og invokation, stadig større
udbredelse i Vesten.
Der er imidlertid dybere og mere omfattende områder i livet og i
bevidstheden som må undersøges og åbenbares i meditation. I
sin okkulte betydning er meditation ikke kun en øvelse for tænkeevnen,
men et middel til at opnå samordning, forening og identifikation
med sjælen, med Kristus, og i sidste instans med »Faderen«. I
modsætning til oplevelsen af mystisk forening er meditation en
videnskabelig proces som sætter årsager i gang som frembringer
virkninger som kan identificeres og gentages efter ønske. Det er
en teknik som må mestres i sindet; den indebærer intens mental
aktivitet, efterfulgt af en absolut stilhed, som gør det muligt
at styre og kontrollere tanken på sådan måde at den, efter ønske,
aktiveres eller gøres stille for at »reflektere«.
Hensigten med denne meditationsform er i første instans den
bevidste integrering af sjælen og personligheden, så sjælens
liv kan præge og påvirke kvaliteten af personlighedens liv.
Derved drages mennesket stadigt mere ind i det bevidsthedscenter
inden for planeten som vi kalder det åndelige Hierarki,
gudsriget; det åndelige menneske overtager da styringen og det
guddommelige potentiale udfoldes.
Eftersom vi under meditation arbejder med energistrømme som er
brændende og upersonlige, er der faldgruber og farer som vi må
erkende og undgå. Disse bliver omtalt og desuden omtales de
farver og lyde som svarer til de forskellige stråleenergier, der
okkult set er vibrationer af forskellige frekvenser.
I et fremtidssyn forudsiger forfatteren den voksende indflydelse
af meditation, der til sin tid vil føre til grundlæggelse af
meditationsskoler under ledelse og instruktion af indviede
disciple. Der bliver to forskellige kategorier af disse skoler:
den ene forberedende, og den anden som uddanner den studerende
med henblik på indvielse. Den endelige hensigt med disse helt
specielle træningsskoler er at oplære kvalificerede disciple
til planetarisk tjeneste. I al undervisning som inspireres af
Hierarkiet, er motivet tjeneste - den umiddelbare virkning af sjælskontakt
hos den uselvisk motiverede discipel. |
Menneskehedens
problemer (Problems of Humanity)
Menneskeheden står over for
seks grundlæggende problemer ... med mulighed for fremskridt:
Nationernes psykologiske omskoling, problemet vedrørende verdens
børn, problemet vedrørende kapital, arbejde og beskæftigelse,
problemet vedrørende etniske minoriteter, kirkernes problem,
problemet vedrørende international enhed og en retfærdig
fordeling af verdens ressourcer. Alt dette er årsagen til mange
andre sociale og økonomiske problemer, der stort set er et
udslag af den menneskelige bevidstheds udvikling og de mange
underpriviligerede landes fremskridt hen imod frihed, lighed og
indbyrdes afhængighed i vor verden i dag.
Det påvises her hvordan åndelige muligheder og subjektive
faktorer relateres til ydre forhold. Vedvarende bevidsthedsmæssige
forskelle, psykologiske vurderinger og reaktioner på
internationale forhold, nationale, religiøse, sociale eller
racemæssige fordomme, analfabetisme, sygdom og fattigdom samt økonomisk
ubalance, bidrager altsammen til at skabe og opretholde tilstande
som gør krig uundgåelig.
Alle mænd og kvinder af god vilje arbejder på at løse disse
problemer, som udgør et særligt problem for dem der stræber
efter at opnå den selvdisciplin som er en del af den ny tids
discipelskab, dvs. de verdenstjenere som formår at relatere
esoteriske sandheder og åndelige realiteter til det tjenesteområde
hvor de har deres virke.
Vor tids esoteriker er en praktisk arbejder. Hans oplyste
bevidsthed giver ham adgang til en energikilde som er uudtømmelig
og som udspringer i det Ene livs bestandigt strømmende energi.
Således bliver han et center for energioverføring mellem
Hierarkiet og menneskeheden, en afspejling af sjælen eller
kristusprincippet, gennem sin tjeneste, idet han oplyser og opløfter
de formørkede områder af menneskets bevidsthed. |
Kristi
Tilsynekomst (The Reappearance of the Christ)
Der har været mange
budbringere gennem tiderne, manifesteret gennem en eller anden af
de store verdensreligioner eller efterfulgt af en ny form for
religion, baseret på en ny åbenbaring. Guddommelig åbenbaring
og den periodiske tilsynekomst af budbringere eller avatarer,
sker imidlertid i overensstemmelse med kosmisk lov, når der består
bestemte tilstande i hele systemet, som påvirkes af og påvirker
alle dele, store som små. Da vil en kæde af begivenheder sættes
i gang, som i henhold til loven efterhånden tager form.
Kristi forestående tilsynekomst forventes og imødeses af mange,
for han tilhører hele menneskeheden uden hensyn til forskellige
religiøse dogmer og doktriner. »Han, som vi alle venter på«
vil selv bestemme måden og tidspunktet for hans tilsynekomst og
omfanget af hans arbejde på en måde der ikke skaber
skillelinjer mellem mennesker, hverken religiøse, sociale eller
ideologiske. Ikke alene kommer han som Guds søn, men som leder
af det åndelige Hierarki, planetens indre styre. Han er derfor
en enestående verdensleder, som repræsenterer Guds rige og
opfylder en bestemt funktion i menneskers verden. Han kommer for
ved sit eksempel at etablere de principper hvorpå en samlet,
indbyrdes afhængig og aktiv verden kan bygge de nye materielle
systemer og åndelige institutioner for den nye civilisation.
Forberedelserne til dette andet komme er menneskehedens ansvar.
Det påhviler dem der véd og accepterer Kristi forestående
tilsynekomst at berede menneskers tanker og hjerter til at
erkende og modtage ham og skabe den balance og den åndelige
samklang som til sidst vil drage ham til os. For uanset hvilket
budskab eller hvilken åbenbaring Kristus bringer os, når han
kommer, uanset hvilket princip eller hvilken energi han forankrer
på jorden til brug for mennesker, kommer han ikke for at redde
menneskeheden fra følgerne af dens egne synder, men for endnu en
gang at vise mennesker hvordan de kan frelse sig selv under de
nye betingelser og de nye muligheder som verden står overfor. |
The
Soul and Its Mechanism*
Det er en fastslået og
accepteret okkult kendsgerning at sjælen arbejder gennem
personlighedens trefoldige mekanisme med at stimulere den
menneskelige evolutions tre verdener - de mentale, de emotionelle
og de æterisk-fysiske bevidsthedsplan. I denne bog beskrives de
metoder hvormed sjælen og personlighedens vehikler påvirker
hinanden og fungerer i samklang.
Det siges at aspiranten til discipelskab i virkeligheden kun behøver
at kende to ting: Menneskets konstitution og det næste skridt
frem. I denne bog gøres det til overmål klart hvordan mennesket
virkelig fungerer i dets forskellige legemer. Det er et erkendt mål
for aspiranten at han lærer hvordan han skal gøre
personlighedens udrustning til et redskab som sjælen kan benytte.
Viden om relationen mellem de finere og tætte legemer, de æteriske
centre og de fysiske kirtler, energi og kraft, sjælen og dens
personligheds-mekanisme, kan løfte denne proces ud af den tåge
af uklarhed som normalt omgiver den, og bibringe den en
videnskabelig formels klarhed og præcision. |
Telepati
og det æteriske legeme (Telepathy and the Etheric Vehicle)
Okkultismen viser, at det
videnskabelige grundlag for idealet om broderskab hviler på den
kendsgerning, at den æteriske struktur er basis for alle former
inden for solsystemet, at den belives og opretholdes af én
livskraft. Menneskeheden er derfor ét i liv og form, men
uvidende om denne enhed i bevidstheden. Evolution er stort set
det middel som gradvis gør mennesket bevidst om Guds faderskab
og menneskets broderskab.
Det er gennem denne bevidste, styrede brug af mental energi at
det bliver muligt på videnskabelig måde at etablere telepatisk
forbindelse med andre ved hjælp af den æteriske struktur, som
er fælles for alle. Og på samme måde kan sindet hos en
discipel - eller en gruppe af disciple som er ved at udvikle
gruppebevidsthed - påvirkes af tankens klarhed og hensigten hos
de medlemmer af det åndelige Hierarki som arbejder med at
udforme planen for menneskeheden. Det siges at det åndelige
Hierarki udelukkende arbejder gennem disciplenes sind, idet de
benytter sig af videnskaben om impression, og kun med henblik på
planen. Impressionen overføres gennem en strøm af ideer - de
ideer som er en fast bestanddel af planen for mennesket - som
disciplen eller gruppen derpå kan fortolke og omdanne til
selvvalgt handling.
Den form for telepati som nu udvikles hos den åndeligt vågne
verdensaspirant, sker derfor ikke gennem solar plexus centret,
som er af animal natur, men er resultatet af en mental
polarisering og bevidsthedens gennembrud til sjælen. |
En
afhandling om Kosmisk Ild (A Treatise on Cosmic Fire)
Skønt denne bog var en af de
første, som Alice Bailey skrev i samarbejde med Tibetaneren, er
det sandsynligvis den mest tidløse, mest tilbundsgående og
mindst forståede. En afhandling om Kosmisk Ild
handler om den grundlæggende struktur for denne tidsalders
okkulte lære, hvor umådelige kosmiske processer finder sted
inden for alle livets områder, fra universet til atomet. Det er
derfor ikke en bog for det konkrete, beviskrævende sind eller
for de personer som fusker med iøjnefaldende og bemærkelsesværdige
fænomener. Men den sande studerende, den seriøse aspirant vil
opleve en stimulering af tænkeevnen og en udvidelse af
bevidstheden.
I sit forord til bogen omtaler forfatteren fem formål med den
undervisning som gives:
at beskrive en syntese af et
kosmologisk, filosofisk og psykologisk system der kan
tjene som opslags- og lærebog;
at belyse forholdet mellem ånd
og stof udtrykt som bevidsthed;
at anskueliggøre sammenhængen
i den udvikling som finder sted i alt hvad der eksisterer
i et solsystem og påvise at alt er
under udvikling;
at give praktiske
informationer om de brændpunkter af energi der findes i
Sollogos' æteriske legeme, makrokosmos, og i mennesket,
mikrokosmos;
at give nogle oplysninger om
det arbejde der udføres af de sansende væsener som udgør
essensen af objektivitet og at antyde karakteren af de
hierarkier af væsener som ud af deres egen substans
skaber alt hvad der kan ses og vides.
|
En
afhandling om De syv Stråler (A Treatise on the Seven Rays)
Bind I: Esoterisk Psykologi I (Esoteric Psychology, Vol. I)
Der foreligger fem bind med fællestitlen
En afhandling om De syv Stråler. Denne række
af bøger er baseret på kendsgerningen, karakteren og kvaliteten
af de syv grundlæggende energistrømme som gennemstrømmer vort
solsystem, vor planet og alt hvad der lever og røres inden for
dens bane. Blandt de specielle emner som behandles i disse bøger
beskæftiger to bind sig med esoterisk psykologi - det første
relateret til de grundlæggende energimønstre og strukturer; det
andet omhandler især menneskets sjæl og personlighed og
udformningen af planen for menneskeheden.
»Psyke« er dybest set menneskets sjæl, centret for
bevidstheden. Esoterisk Psykologi indledes med
en beskrivelse af et menneskeligt væsen som en sjæl,
legemliggjort i en personligheds form, bestående af mental,
emotionel og æterisk-fysisk substans som er mere eller mindre
forbundet og styret, alt beroende på personlighedens
bevidsthedsudvikling.
De syv differentierede stråleenergiers strømme spiller en væsentlig
rolle i denne evolutionære proces. En blanding af fem energier i
et menneskeligt væsen er afgørende for hans mål, hans
problemer, de egenskaber og energier som er til hans rådighed,
og den rigtige måde hvorpå han - i overensstemmelse med den
dominerende stråleindflydelse - udtrykker sin bevidsthed og gør
åndelige fremskridt. |
Bind
II: Esoterisk Psykologi II (Esoteric Psychology, Vol. II)
Det andet bind af Esoterisk
Psykologi giver en udtømmende forklaring på de strålekvaliteter
som styrer livet, bevidstheden og tilsynekomsten af et
menneskeligt væsen på det fysiske plan. Ethvert menneske er som
en helhed underkastet de udviklingslove hvorunder han går fra
den Ene til de mange og tilbage til den Ene, beriget af
formlivets erfaring og i stand til at bidrage med resultaterne af
denne erfaring til det større liv som gennemstrømmer ham.
Denne bog rummer mange kommentarer og megen undervisning af største
værdi for disciplen ved at skole ham til verdenstjeneste og lære
ham at indtage sin plads i den subjektivt forenede og
organiserede gruppe af disciple som omtales i dette bind under
betegnelsen »den nye gruppe af verdenstjenere«.
Gruppebevidsthed er det store mål for aspiranten til
discipelskab.
Den første del af bogen, der behandler den egoiske stråle,
indeholder afsnit om:
- sjælsindflydelsens vækst,
- de syv love for sjæls- eller
gruppeliv,
- de fem sjælsgrupper og
- regler til fremme af sjælskontrol.
Bogens anden del om
personlighedsstrålen indeholder detaljeret undervisning om:
- tilegnelsen af legemerne,
- koordinering af
personligheden,
- nogle psykologiske problemer
og
- disciples og mystikeres
sygdomme og problemer.
Den sidste del af dette bind,
menneskeheden i vor tid, giver indstrømningen af disse tanker og
ideer deres faste placering på verdensscenen. Verdenssituationen
anskues fra den esoteriske og hierarkiske synsvinkel og tilpasset
den gryende ny Vandbærer-tidsalders behov. Der må
tilvejebringes en tankens syntese og en målrettet hensigt i
verden før betingelserne for fred og Kristi tilsynekomst er til
stede.
|
Bind
III: Esoterisk Astrologi (Esoteric Astrology)
Astrologi beskrives i denne
bog som »videnskaben om relationer« - de relationer som
eksisterer mellem alle levende organismer i universet. Disse
bevidsthedscentre er ikke kun under indflydelse af stråleenergierne,
men også kvaliteten og energien af de styrende planeter og
zodiakens tegn. Set fra et eksoterisk eller ydre synspunkt er
astrologi et umådeligt og yderst kompliceret og komplekst emne.
Fra et esoterisk og indre synspunkt er det, om end stadig
altomfattende og komplekst, også muligt at opdage den tråd som
forener og det mønster som gennemtrænger hele systemet. En
grundlæggende enkelhed i det store mønster træder frem og kan
bidrage til en fortolkning af helheden.
De vigtigste overskrifter i denne bog angiver rækkefølgen i
emnet:
- zodiaken og strålerne,
- den esoteriske astrologis væsen,
- videnskaben om trianglerne,
- de hellige og de ikke-hellige
planeter,
- tre vigtige stjernebilleder
og zodiaken,
- de tre kors,
- strålerne, stjernebillederne
og planeterne.
Desuden findes der et register som
opsummerer og opstiller tabeller for mange af de faktorer som har
fundamental betydning for studiet af esoterisk astrologi.
|
Bind
IV: Esoterisk Healing (Esoteric Healing)
Der er sandsynligvis flere
enkeltpersoner og grupper i verden, af enhver trosretning og med
evner af alle slags, som beskæftiger sig med begrebet healing,
end med noget andet menneskeligt behov. Og dog er healing en
eksakt videnskab. I det moderne samfund kan ingen læger eller
kirurger udøve den gamle helbredende profession uden de
personlige kvalifikationer der foreskrives af lovgivningen som en
beskyttelsesforanstaltning for offentligheden. Der er ingen tvivl
om at bøn og påkaldelse i visse tilfælde kan være effektive,
især når den som tjener har et rent motiv og er tilstrækkelig
forstående til at kunne samarbejde med sjælsformålet hos den pågældende,
idet han derved tillader sjælens helbredende energi at flyde
mere frit og effektivt gennem personligheden, eller arbejder med
tilbagetrækningsprocessen, hvis dette er den umiddelbare hensigt.
Men esoterisk healing rummer langt mere end dette; det er en
videnskab som er baseret på visse forudsætninger, bl.a. viden
om menneskets konstitution og naturen af de forskellige legemer,
både de tætte og de finere. Til denne praktiske viden føjer
videnskaben om okkultisme væsentlige informationer om
energifaktorer, karmiske og stråleindflydelser, sjælens
psykologi og astrologi, og de love og regler der er fundamentale
for den sikre og succesfulde udøvelse af esoterisk helbredelse
eller healing.
I denne bog beskrives de syv strålers healingsteknik, lovene og
reglerne for healing behandles, forudsætningerne for helbredelse
omtales i detaljer og de tilgrundliggende årsager til sygdom påvises.
For eksempel får vi at vide at mange sygdomme er af karmisk
oprindelse; at visse sygdomme findes i jorden og i planetens
substans, og at mange andre er psykologiske, idet de opstår i
det emotionelle og mentale legeme. Derfor er der behov for en
fuldstændig og omfattende forståelse både af patienten og af
de korrekte og sikre metoder til helbredelse.
Vi får også en sand forståelse af døden som en abstraktion,
eller en tilbagetrækning af sjælen fra det fysiske legeme for
at den, uden begrænsning af legemet, kan fortsætte livet på
sit eget plan indtil en ny inkarnationscyklus og et nyt liv i
formen bliver nødvendigt. |
Bind V:
Strålerne og Indvielserne (The Rays and the Initiations)
Det afsluttende bind i denne
afhandling om de syv stråler behandler den åndelige struktur
som danner grundlaget for den næste præsentation af den tidløse
visdoms lære. Bogen er delt i to afsnit; det første afsnit
giver en detaljeret beskrivelse af de fjorten regler for
gruppeindvielse. Det er de paralleltløbende regler for disciple
og indviede - på et højere punkt i spiralen - til de regler som
behandles i bogen Indvielse, menneskelig og solar.
Anden del af dette bind beskæftiger sig med strålerne og
indvielserne.
Meget af denne undervisning ligger uden for
gennemsnitsaspirantens fatteevne, men den er uvurderlig når det
gælder en udvidelse af bevidstheden til at overskue de større mønstre
og processer i forhold til de individuelle processer. |
En
afhandling om Hvid Magi (A Treatise on White Magic)
Igennem hele denne række af bøger
løber der en enkelt tråd som forbinder de forskellige aspekter
af livet og særlige aktiviteter i planen for mennesket. Denne tråd
er bevidstheden som den udfolder sig i mennesket gennem sjælens
bestræbelser for at få kontakt med og styre sin personligheds-udrustning,
og som den udfolder sig på planeten efterhånden som Hierarkiet
får stadig bedre muligheder for at indpræge planen i menneskers
sind.
Denne bog behandler derfor de femten regler for magi, og for sjælskontrol.
Sjælens kraft er altid tilgængelig for den der, som aspirant
til accepteret discipelskab, søger at udføre praktisk tjeneste
i sin egen specifikke sfære, tilstand og tid.
Undervisningen i denne bog er baseret på fire fundamentale
postulater, som tilsigter:
At belære om lovene om åndelig
psykologi til forskel fra mental og emotionel psykologi.
At klarlægge den
menneskelige sjæls natur og dens samhørighed med
solsystemet og kosmos. Dette omfatter grupperelationer
som et indledende skridt.
At anskueliggøre forholdet
mellem selvet og de hylstre som dette selv kan anvende,
og derved bringe klarhed i den almindelige opfattelse af
menneskets konstitution.
At belyse problemet om
overnormale evner og anvise reglerne for deres sikre og
brugbare udvikling.
Bogen afsluttes med en appel til
sjælen hos alle aspiranter: »Jeg slutter med en appel til alle,
som læser disse instruktioner, om at samle deres kræfter, at
forny deres løfte om hengivent at tjene menneskeheden, at
underordne deres egne ideer og ønsker gruppens vel, at vende
blikket bort fra sig selv og på ny fæstne det på visionen ...
Må alle studerende bestemme sig til i denne tid med kriser og
hurtigt opstående muligheder at ofre alt, hvad de har, for at hjælpe
menneskeheden ... Jeg anmoder jer alle om at følge de stores
uophørlige anstrengelser.«
|
The
Spirit of Masonry, af
Foster Bailey
Denne bog indeholder en serie på fem instruktioner, som den
tibetanske mester havde til hensigt at give en gruppe frimurere
gennem Alice Bailey, men på grund af tidnød og andet
presserende arbejde blev instruktionerne ikke afsluttet. Foster
Bailey blev bedt om at tage disse fem instruktioner og til sin
tid offentliggøre dem. Det har han gjort, med en tilføjelse i
bogens andet afsnit, af en artikel af Alice Bailey der først
blev udgivet i the Master Mason Magazine, og et
foredrag som Foster Bailey holdt i en loge i New Jersey. Et tillæg
om »Landmarks«, en kompilation fra the Encyclopedia of
Freemasonry af Mackey, fuldstændiggør en oplysende og
stimulerende bog.
De bøger som Alice Bailey skrev sammen med Tibetaneren
indeholder mange henvisninger til frimureriet, til dets
oprindelse, til dets historie som den er forløbet gennem århundrederne
og til den betydningsfulde rolle som frimurerbevægelsen, på ny
levendegjort og åndeliggjort, kan og vil komme til at spille i
fremtiden ved at føre mysterielærens lys og energi sikkert
igennem Vandbærerens tidsalder.
»Frimurerne skal fremdeles arbejde med sig selv. Erkendelsen af
den sande ånd i frimureriet ligger stadig langt ude i fremtiden,
for frimurerbevægelsen har endnu ikke bestået sin prøve.
Når dette sker og det åndelige formål som ligger til grund for
alt frimurerarbejde forstås bedre, da kan bygmestrenes lov gøre
sin indflydelse gældende. Gruppearbejdet for racen kan udføres
og den bevidste medvirken fra logen der arbejder i det høje
bliver synlig. Da vil frimureriet igen fremstå som vogteren af
det åndelige livs mysterier på jorden og vise sig at være den
livskraft som lever i hjertet af den sande religion.« |
Changing
Esoteric Values, af
Foster Bailey
Denne bog indeholder det reviderede og udvidede materiale som
blev fremlagt af forfatteren i fire foredrag som han holdt i
London i 1954. Åndelige faktorer som er af værdi for vor tids
esoterikere bliver her klart og visionært uddybet. Esoterisme
kendes som en praktisk videnskab om tjeneste, der på effektiv måde
kan relatere livets subjektive og åndelige aspekter til
menneskelige behov og verdens problemer. Den tendens til
isolation fra verdens dagligliv og til afhængighed af en såkaldt
åndelig »autoritet«, som tidligere fandtes hos åndeligt opvågnende
mennesker, er nu forbi. Esoterikeren er også et menneske af god
vilje og som medlem af den nye gruppe af verdenstjenere er han
ansvarlig for den menneskelige races velfærd i overensstemmelse
med den guddommelige plan. Han lærer og udvikler sig gennem
resultaterne af sin egen erfaring ved at bringe de åndelige
principper i relation til det daglige liv. |
Disse Alice Bailey-D.K. bøger har nu fundet udbredt accept i
Europa og Amerika som klassiske opslagsbøger for den nye
tidsalder, de er oversat til mange sprog og er tilgængelige på
biblioteker og hos boghandlere i de fleste større byer.
Yderligere information om hvordan man kan finde frem til disse bøger
fremgår af det følgende.
Det er ikke altid muligt, særligt til at begynde med, at læse
disse bøger fra ende til anden: Eksempelvis benyttede jeg gennem
mange år En afhandling om Kosmisk Ild
udelukkende som opslagsbog, men nu læser jeg det meste af den
med stort udbytte. For kort tid siden mødte jeg dog en
studerende (der læser fysik og kemi ved et lokalt universitet)
som var begyndt med at læse En afhandling om Kosmisk Ild
fra ende til anden.
Den kendte videnskabsmand Marcel Vogel fortæller os, at han
fandt den samme bog uforståelig, indtil han slog op i registeret
over emner af særlig interesse for ham; det gav ham et væld af
nyttige informationer, og han kunne gå videre fra det punkt.
Nogle læsere har haft det bedste udbytte af at begynde med Hierarkiets
fremtræden, fordi de fandt den praktisk anvendelig. Men
da det er vanskeligt at tilegne sig al den viden som rummes i bøger
af denne art ved første gennemlæsning, er det tilrådeligt
stadig at vende tilbage til dem, hver gang man finder nyt at føje
til den viden man er i besiddelse af.
I 1998 blev der udgivet en revideret udgave af den fremragende
kompilation, Master Index of the Books of Alice A. Bailey,
som indeholder samtlige registre fra Alice A. Baileys bøger.
Senest revideret pr. 22-08-2004.
|